DAKOFA

DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer) er en apolitisk forening ejet af medlemmerne. DAKOFA har 260 medlemsorganisationer, som omfatter stort set alle offentlige og private aktører indenfor affalds- og ressourceområdet.

FN har vedtaget 17 bæredygtighedsmål inklusive mål for cirkulær økonomi i en konstatering af, at den globale befolkningstilvækst og forbrugsfest i vores del af verden vil medføre et rungende behov for sekundære råvarer til at sikre fundamentet for fremtidens bæredygtighed og velstand. Desuden barsler EU med en 'Cirkulær Økonomi-pakke', der inden for de nærmeste år vil træde i kraft i medlemslandene. Tiltagene fra EU vil betyde, at vi i Danmark skal kridte skoene, hvis vi skal nå de foreslåede mål. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen mener, at cirkulær økonomi er fremtiden for ikke bare miljøet men også for erhvervslivet. I sine første udtalelser om EU’s CØ-pakke har ministeren lagt vægt på, at det er vigtigt at være ’first movers’, da den cirkulære dagsorden på sigt vil være verdensomspændende.

Godt på vej med genanvendelse af husholdningsaffald

Sideløbende hermed står den nugældende nationale affaldsplan over for en snarlig revision. Planen indeholder et nationalt mål om 50 procent genanvendelse af 7 udvalgte affaldsfraktioner af husholdningsaffaldet i 2022. En nylig gennemført evaluering viser, at med de allerede vedtagne kommunale planer vil Danmark nå det nationale mål – og dermed også EU’s nugældende mål om 50 procent genanvendelse af alt husholdningsaffald i 2020.

Men samtidig er EU i gang med at lægge op til nye og langt mere ambitiøse mål for genanvendelse af alt husholdningsaffald, emballageaffald og særligt udvalgte affaldsfraktioner. Det sker som led i den europæiske handlingsplan for cirkulær økonomi, og som det ser ud nu, bliver Danmark overhalet indenom af de kommende, europæiske målsætninger. Desuden har den danske regerings nedsatte 'Advisory Board for cirkulær økonomi' før sommerferien offentliggjort sine ambitiøse anbefalinger til at sætte fart på den cirkulære økonomi i Danmark, hvor affalds- og ressourcesektoren har en yderst central rolle.

Er Danmark klar?

Spørgsmålet er imidlertid, hvad den danske strategi skal være. Hvordan sikrer vi, at Danmark bliver ’first mover’ og foregangsland for den cirkulære dagsorden? Et af midlerne kan være at sætte ambitionerne højt i den kommende nationale affaldsplan for 2019 til 2024 for at sikre danske genanvendelsesvirksomheder nogle mængder, så det bliver yderligere interessant at investere i nye teknologier på området. På den måde vil vi stå endnu stærkere, når vi gerne skal sælge viden, systemer og teknologier til den række af lande, der starter fra et lavere niveau end det danske, når de skal eftersætte de kommende EU-mål. På DAKOFAs Årskonference den 21. september vil affalds- og ressourcesektorens aktører byde ind med erfaringer og synspunkter som input til den nye nationale affaldsplan. Og lur mig om ikke sektoren er klar til at gribe udfordringen med øgede krav til indsamling og genanvendelse, ligesom den har været det hidtil.