Fokus i HEPWAT er at sikre en højere miljømæssig ydeevne, og dette udfoldes i et partnerskab mellem Assens Forsyning, Grundfos, Krüger og ARTOGIS. Parterne ønsker på én gang at forøge renseanlæggets evne til at omdanne organisk stof til bioenergi, reducere det samlede forbrug af energi og levere markante reduktioner i investeringer og driftsudgifter. Det toårige pilotprojekt skal sandsynliggøre et stort erhvervspotentiale for de involverede industrielle partnere og teknologileverandører ved i praksis at demonstrere en mere intelligent og fleksibel spildevandshåndtering.

Et levende laboratorium

De nye løsninger skal afprøves og udvikles i et såkaldt LiveLab på det nuværende Gummerup Renseanlæg i Glamsbjerg. Erfaringerne fra LiveLab’et vil inspirere design og funktionalitet, når Assens Forsyning etablerer et nyt centralt anlæg i 2020. Det forklarer Jan Eilsø Nielsen, der er projektleder i Assens Forsyning: "Gummerup bliver et forsøgslaboratorium, hvor forskellige eksperter får lov at afprøve projekter under levende forhold. LiveLab’et er dimensioneret til 5.000 beboere, og når det er testet, bygger Assens et nyt anlæg med afsæt i pilotprojektets resultater."

LiveLab’et er dimensioneret til 5.000 beboere, og når det er testet, bygger Assens et nyt anlæg med afsæt i pilotprojektets resultater.

 

At der er tale om et pilotprojekt, som direkte involverer en slutbruger i form af Assens Forsyning, giver en helt særlig platform for efterfølgende eksport af teknologierne. Det er et stort incitament for deltagelse, forklarer markedschef i Krüger, Theis Gadegaard. "Der er en slutbruger, som vil medvirke til test i udviklingsfasen. Løsningerne er forbi laboratoriestadiet. Man kan komme ud og se det i anvendelse og høre om, hvordan teknologierne fungerer og se dem i praksis. Ligesom når man skal købe en bil og gerne vil ud og sparke til dækkene," siger han og fortsætter: "Vi vil gerne vise, at vi har en skalerbar og fleksibel løsning. Med vores fleksible processer kan vi på en mere intelligent måde styre vandstrømmene, ændre på biomassen og rense for miljøfremmede stoffer. Det gavner også miljøet uden nødvendigvis at gøre det dyrere. Det kan skabe arbejdspladser igennem eksport og salg, så Danmark vinder også på det."

Samarbejde styrker dansk eksport

I HEPWAT kører flere projekter sideløbende, og det hele vil blive bundet sammen i den integrerede styring og overvågning, hvor data fra sensorer i rør og pumper bliver indsamlet og analyseret, og de forskellige processer til opsamling og behandling af spildevandet interagerer og retter sig ind efter hinanden. "Det spændende og nye er, hvis vi kan levere en løsning til et bysamfund, hvor alle pumperne bliver styret fælles. Vi skal anlægge 40 kilometer ledning for at kunne samle spildevandet til det centrale renseanlæg, så man kan undgå trafikpropper klokken 8 om morgenen, når alle kommer ud af badet. Den intelligente løsning handler om at føre vandet igennem systemet på det rigtige tidspunkt, og med pumper kan du opholde vandet lokalt i de forskellige områder, siger Jan Eilsø Nielsen fra Assens Forsyning." I den forbindelse bidrager Grundfos med estimering af spildevandets flow, opholdstider og udledning, hvilket har stor betydning for udviklingen af svovlbrinte. Denne bekæmpelse er en kernekompetence i Grundfos, som igennem pilotprojektet blandt andet laver to forsøgsopstillinger, der skal måle svovlbrinten og bidrage til at udvikle tiltag, der kan reducere brugen af kemikalier. Det forklarer Henrik Fricke fra Grundfos.

Det er et samarbejdsprojekt, der kan demonstrere, hvordan et tæt parløb mellem virksomheder, der i nogle henseender er konkurrenter, kan udmunde sig i resultater med enormt potentiale.

"Svovlbrinte forårsager store lugtgener og tærer kraftigt på betonen. Hvis vi kan reducere skaden uden anvendelse af kemikalier, vil det give en stor gevinst for både klima og anlægsomkostninger." Det banebrydende er, at så mange løsninger bliver koblet sammen. Det er et samarbejdsprojekt, der kan demonstrere, hvordan et tæt parløb mellem virksomheder, der i nogle henseender er konkurrenter, kan udmunde sig i resultater med enormt potentiale, ikke bare for de medvirkende, men også Danmark som eksportnation og for miljøet som helhed. Henrik Fricke lægger stor vægt på denne mulighed for at kombinere viden og kompetencer på tværs. "Det er en meget svær proces, når store firmaer skal samarbejde om et område, som de hver især i forvejen forsøger at være på forkant af. Vi vil gerne etablere et samarbejde, og vi forsøger at udvikle synergi imellem vores forskellige systemer, så vi i fællesskab kan optimere overvågnings- og styringsdelen af anlægget."

(Artiklen fortsætter under billedet)

Flydende bærelegemer HEPWAT


I nogle af de nye processer i HEPWAT projektet skal de bakterier, der skal rense vandet, vokse på flydende bærelegemer.
(FOTO: Krüger A/S)


Open Source

Den danske forsyningssektor arbejder i dag på en lang række forskellige it-platforme, der i mange sammenhænge stadig står som lukkede siloer, som ofte er enten fordyrende eller direkte en barriere for systemintegration og datas frie bevægelighed. En central pointe i HEPWAT er derfor at udvikle en open source it-platform, og ARTOGIS indgår i projektet for at forløse den ambition. "De klassiske it-platforme er ofte dyre, man er bundet til en enkelt leverandør, og de er svære at flytte over landegrænser. I open source verdenen er det helt anderledes. Det er let, det er billigt, og vi kan være fælles om at sprede de gode løsninger. Vores ambition er at være en global open source innovatør til gavn for verdens vand og klima, fortæller Henrik Rask, der er administrerende direktør i ARTOGIS." ARTOGIS bidrager blandt andet med en ny it-platform baseret på globalt udbredte open source teknologier. Ved at kombinere felterne GIS (geografisk informations system), Business Intelligence/Analytics, Internet-of-Things og Big Data får man en homogen it-platform, der kan skabe værdi for forsyningssektoren.

Jo flere man er, jo flere ideer vil der komme ind. Det giver større innovation og større anvendelsesmulighed for platformen.

"Med open source er man mange, der arbejder på at realisere fælles perspektiver og visioner på samme grundlag. Du får bedre konkurrenceudsættelse, og det er jo interessant for kunden. Du får også en bredere iderigdom ind, for ingen er lige dygtige til alt. Jo flere man er, jo flere ideer vil der komme ind. Det giver større innovation og større anvendelsesmulighed for platformen." Miljø- og Fødevareministeriets Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) har bevilget støtte til HEPWAT.