Region Nordjylland har taget et stort skridt fremad, når det kommer til at bygge bæredygtige hospitaler, boliger og institutioner. Det har de gjort ved at beslutte sig for at følge DGNB-certificeringens kriterier, der bl.a. er en dokumenteret metode til at styre processen i byggeriet og skabe bæredygtige bygninger med forbedrede indeklimaer og muligheder for genbrug. Region Nordjylland har fået bedre bygninger ud af det, og så kan de konstatere, at deres DGNB-certificerede bygninger har færre mangler, der skal udbedres ved endt byggeri. ”Vi kan se, at vi har færre drift- og forbrugsomkostninger, end vi normalt budgetterer med, og jeg forventer, at vi om nogle år vil kunne mærke en generel driftsbesparelse i regionens bygninger” siger Niels Sloth, kontorchef for Bygninger og Anlæg hos Region Nordjylland.

DGNB-certificering sætter rammer for byggeprocessen

Når man ønsker at opnå en DGNB-certificering med sit byggeri, skal man definere en målsætning og følge klare rammer indenfor DGNB-certificeringen. Det skaber bedre styring med byggeprocessen, så tid, økonomi og kvalitet overholdes i større grad. ”Et byggeprojekt er ofte en kaotisk proces, hvor de mange involverede skal være enige og have tjek på detaljerne. Alle skal være skarpe på, hvad man skal og vil. Det hjælper certificeringen til. Certificeringen giver folk incitament og strukturer, som gør, at man træffer de rette beslutninger på det rette tidspunkt,” siger Niels Sloth.

Fremtidssikring af byggeriet

Under et DGNB-byggeri bliver der dannet stor viden, som bliver lagret til dokumentation for at opnå certificeringen. Det er f.eks. detaljerede tegninger og materialebeskrivelser. ”Jo mere styr der er på materialerne, desto nemmere kan man lave foranstaltninger og reparationer i tilfælde af skader. Det gør også, at man nemmere kan nedbryde den i fremtiden, fordi man ved, hvordan materialerne er sat sammen til mindste detalje,” siger Niels Sloth. Hvis man sælger et DGNB-certificeret byggeri, vil man i fremtiden sandsynligvis kunne få mere for det, fordi byggeriet er så velbeskrevet og alt er dokumenteret i detaljer, så køberen ved, hvad personen får. På den måde sparer man også penge på sigt ved at bygge efter DGNB-certificeringen. ”Vi føler os ret heldige med, at vores politikere har bedt om os gå ind i det her og arbejde med bæredygtigt byggeri,” slutter han.