Vi bruger lige nu flere ressourcer, end jorden kan nå at danne. Det vil komme til at have betydning for fremtidens handel og produktion, da råvarer vil stige i pris. Mange store virksomheder er derfor allerede i gang med at tænke langsigtet. ”Flere og flere virksomheder begynder at skue fremad for at se, hvordan deres virksomhed skal passe ind i fremtidens globale marked, hvor ressourcerne er endnu mere knappe, og hvor bæredygtighed er en nødvendighed,” Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, der er en brancheforening for danske plastvirksomheder.

Der kan være business i at genanvende plast

Når plast sorteres fra andet affald og sendes til genanvendelse, vil en særlig skanner afgøre plastens kemi og inddele plastaffaldet i typer. Derfra vil plasten evt. blive hakket til mindre stykker, smeltet om og lavet til plastkugler, som kan sælges til plastproducenter, der ønsker at skabe ny emballage. Nogle gange kan plasten genbruges op til syv gange, men den kan også blandes op med nyt. Det er med til at gøre plast til et godt bæredygtigt produkt. Det åbner for en række business cases.  ”Behovet for plast og genanvendelse af plast åbner for potentielle business cases. Der vil blive behov for fabrikker, der tager imod plasten og gør den klar til genbrug. I fremtiden vil virksomheder muligvis også tjene på at indlevere store mængder plast,” siger Christina Busk.

Meget plast mangler at blive sorteret

Der er stadig meget plast, som ikke bliver sorteret og sendt videre til genanvendelse. ”Der er et stort potentiale derude, og vi skal ændre vores mindset i forhold til at indsamle og få plasten tilbage i systemet,” siger Christina Busk og fortsætter: ”Vi skal bl.a. tænke på, hvordan vi designer produkter, så de bedre kan adskilles og genanvendes, men vi skal også bliver dygtigere til at sortere plasten til en høj kvalitet.”

Fremtiden vil have genanvendt plast

Plastindustrien har etableret "Forum for firkulær plastemballage", som har arbejdet på at finde veje til bedre genanvendelse af plast for plastvirksomheder og udvikle råd og budskaber til politiske beslutningstagere. ”I forummet er vi nu ved at lave til et roadmap for industrien og andre aktører. Vi har fundet en række steder, hvor vi kan sætte ind og gøre en forskel,” siger Christina Busk og slutter: ”Mit håb er, at det i fremtiden bliver naturligt at genanvende sin plast, og efterspørgslen efter genanvendt plast vil være stor, så både virksomheder og forbrugere tænker, at det er en god idé.”