’Det Runde Bord’ bliver til

Over de seneste år har vi herhjemme formået at reducere madspildet med 25 procent, og en stor del af den ære tilfalder ildsjæle som Peter Haugelund, der siden sommeren 2014 har stået i spidsen for initiativet Det Runde Bord.

Da jeg en aften for fem år siden så, hvordan en køkkenchef på Roskilde Festival måtte smide 15 kilo meget fin gorgonzola ud, fordi sidste holdbarhedsdato var overskredet, blev det første spadestik til ’Det Runde Bord’ taget

”Jeg har arbejdet med socialt udsatte og deres ernæring i rigtig mange år, og samtidigt har jeg også arbejdet på festivaler. Så da jeg en aften for fem år siden så, hvordan en køkkenchef på Roskilde Festival måtte smide 15 kilo meget fin gorgonzola ud, fordi sidste holdbarhedsdato var overskredet, blev det første spadestik til ’Det Runde Bord’ taget. Jeg kom i kontakt med festivalledelsen, der var meget interesserede i at sænke sit madspild, og det førte til, at omkring 70 frivillige sidste år formåede at redistribuere cirka 25 tons mad. I år nåede vi så op på 35 tons eller cirka 85.000 måltider, og har for alvor fået sat fokus på problemet”, fortæller han.

Mange frivillige, mindre madspild

Mens færdiglavede sandwich blot kan distribueres samme aften, så kræver kød og grøntsager en noget anden indsats. Det er her, de mange frivillige kokke kommer ind i billedet.

”Hvis 500 kilo hakket oksekød er ved at overskride sidste holdbarhedsdato, kan madboderne ikke sælge det. Så kan vi i stedet får det ind hos os ti minutter i midnat, putte det i gryderne, varme kødsaucen op til 80 grader, og så må det pludselig gerne serveres igen i henhold til fødevareloven. Hvad der ellers var på vej i skraldecontaineren, kan nu blive lasagne til tusindvis af socialt udsatte”, siger Peter Haugelund.

(Artiklen fortsætter efter billedet)


Photo: unsplash.com


Drømmen er et sekretariat

Jeg har et brændende ønske om på sigt at kunne åbne et lille sekretariat, ligesom et mobilt køkken ville gøre underværker på en festival som Skanderborg, hvor vi ikke ligefrem kan opstøve et industrikøkken i Bøgeskoven

Mens idémanden aldrig er blevet mødt af andet end begejstring for det sympatiske projekt, så har det vist sig rigtig svært at holde kørende, og det ærgrer Peter Haugelund.

”Vi har masser af frivillige, og råvarerne er gratis, men som projektet er vokset, er der også kommet betydelige administrative byrder. Jeg har et brændende ønske om på sigt at kunne åbne et lille sekretariat, ligesom et mobilt køkken ville gøre underværker på en festival som Skanderborg, hvor vi ikke ligefrem kan opstøve et industrikøkken i Bøgeskoven. Derfor håber vi for alvor på, at vores sag kan vække sympati hos private sponsorer, eller at vi kan komme på finansloven, så vi i fremtiden kan fortsætte vores arbejde med at tilgodese samfundets svageste”.